Uge 6 og 7

Alexander fik sin bagage mandag, og i mellemtiden havde to danske piger tilmeldt sig (efter opfordring fra mig!).

Alt imens dette stod på, havde jeg fået tynd mave og mavekramper (men det har jeg siden fået en bemærkning om, at det er sådan ca. hvad kvinder har en gang om måneden!), så på et tidspunkt var jeg egentlig lidt nervøs for, om jeg blev nødt til at aflyse.
Sådan gik det heldigvis ikke. Jeg havde lidt tynd mave de første par dage, men ikke noget at pive over.

Nå, men tilbage til vandreturen.
Kl. 0700 onsdag morgen blev vi vækket af en lille spæd nepalesisk stemme, som sagde "good morning, tee please". Og hvis du ikke svarer umiddelbart, ja så fortsætter denne sang bare indtil du har svaret.
Det var på det tidspunkt, hvor vi blev vækket hver morgen (på nær hviledagen), men jeg vågnede nu som regel af mig selv på dette tidspunkt.
Grunden til dette var bl.a., at det var temmelig koldt om aftenen, og derfor gik vi tidligt i seng. Det var simpelthen for koldt at sidde oppe, og når man læste blev man kanon kold om hænderne.

En vandretur i Nepal er jo ikke det samme som at vandre i f.eks. Norge og Sverige, hvor du ofte er i ubeboede områder, og derfor ikke møder særlig mange mennesker (hvis du da overhovedet møder nogle!).
Du er godt nok ude på landet, men der bor mennesker overalt, hvor der er den mindste mulighed for det. Det der synes at sætte grænsen for, hvor langt ude folk bor, er højden.
Den familie som boede højest oppe, af dem vi mødte, boede i et bjergpas på ca. 2.600 meter. Snegrænsen lå på ca. 2.400 meter.
Deres afgrøde var kartofler, og så havde de en lille kiosk, som de håbede på, at kunne udvide med et tehus når der forhåbentligt kommer flere turister engang.

Det er et lidt ambivalent forhold jeg har til sådan noget. På den ene side søger jeg det lidt "uspolerede", men på den anden side kan jeg heller ikke fortænke menneskene i, at ville lave noget forretning på os turister.
Men det område, som vi vandrede i, var dog trods alt et såkaldt "non turist area" (det er Highlanders betegnelse!), og vi boede i telte.

Men en telttur her betyder ikke, at man altid telter på afsidesliggende steder. De fleste gange teltede vi i umiddelbar nærhed af en landsby.
Så både når man vandrer og telter, er det i lige så høj grad en kulturrejse som en naturrejse.
Man ser hvordan de lever, indretter sig, pløjer med kreaturtrukket træplov, bærer stort set alting på ryggen o.s.v.
Det er utroligt venlige og åbne mennesker som bor i bjergene, men børnene har også her lært at tigge kuglepenne. Ja, kuglepenne.
Det er noget de har lært ved, at nogle turister har syntes, at det ville være en god ting at give en kuglepen. En kuglepen er en god ting for et skolebarn, men det er ikke en særligt god ting at tigge.
Man skal lade være med at give noget væk, blot fordi der står et barn og ser sødt ud, for det er et skråplan for dem at tigge. Dette er ikke kun min holdning, men også mange lokales.

Denne vandretur havde sit højdepunkt i 4.600 m, hvilket var en top kaldet Singla, som vi "besteg" på sjette dagen.
De to danske piger valgte dog ikke at gå med. Det var ikke sådan noget med at bestige toppe som de var taget af sted for (kyllinger!).
Men Heidi og Alexander (det unge norske par) gik med sammen med mig og to guider.
Dagen før havde det været overskyet og lidt tåget, så vi var ikke helt sikker på, at det ville blive til noget. Men næste morgen kl. 0500 stod jeg op for at kigge på vejret, og da var det den smukkeste skyfri himmel.
Det var en stigning på 1.000 m som vi skulle foretage, og der var snedækket. Det var nu ikke galt, og det tog os kun 2 timer at nå toppen. Men det var koldt om fingrene, for der står jo en konstant vind deroppe.

Efter et kvarter på toppen gik vi ned igen, og fortsatte videre 1.200 meter til denne dags lejr. Så det blev den længste dag på turen, og de unge mennesker var da også lidt trætte.
På tredje dagen efter at have "besejret" Singla var der hviledag.
Og det blev budt velkomment af flere, også nogle af bærerne.
Denne dag gik for mit vedkommende mest med at læse, og nyde det gode vejr. Der var desværre ikke rigtig skov omkring lejren så jeg kunne fordybe mig i trækendskab!
Denne dag skulle vi så have ged til aftensmad, og det skete ved, at guiden og to andre gik til en landsby og købte sådan en.
Den skreg godt nok noget fordi den savnede sit normale selskab, så nogle gange lød den som et lille barn der græd. Men den larm blev vi da heldigvis snart fri for!

Resten af turen gik stille og roligt, bortset fra, at to af kokkens hjælpere kom op og slås.
Den ene var ny, og den anden gik hele tiden og rettede på ham, og det blev han åbenbart træt af på et tidspunkt. Så han ville tæve ham med en kæp, men de andre fik da stoppet ham inden det gik helt galt.
Fænomenet er nu ikke helt ualmindeligt sagde guiden. Det er især når folk fra Øst- og Vestnepal mødes, at det kan give problemer.

Nå, jeg fortalte jo, at jeg havde lidt maveproblemer inden vi startede på turen. Det gik væk efter et par dage, og jeg havde helt fint da vi kom tilbage til Kathmandu.
Jeg indlogerede mig på samme hotel som før turen, og spiste aftensmad i deres restaurant.

Og så brækkede jeg mig to gange i løbet af natten!

Så spiste jeg ikke der mere. Og jeg er temmelig sikker på, at det også har været deres mad, som gjorde mig syg inden vandreturen
Det tog en uge at komme helt over dette. Rimelig træls.

Uge 8

Denne uge gik bl.a. med at få mig et nepalesisk kørekort, og i den forbindelse en lidt dyrekøbt erfaring.
Først skal de have pasbilleder til deres registreringsattester, og fingeraftryk af alle ens fingre. Så når man går der fra skal man ikke stå og fedte med vigtige dokumenter.
Billedet som skal på kørekortet er mindre end et pasbillede, og sådan et havde jeg selvfølgelig ikke.
Så spurgte jeg, om vi ikke kunne klippe et pasbillede til, men det kunne vi ikke! Det gjorde jeg nu alligevel med min udmærkede saks i min Leatherman, og det gik alligevel.

For at få det nepalesiske kørekort skulle de se mit danske kørekort, men dette står jo på dansk, hvad de naturligt nok ikke forstår en dadel af.
Derfor skal man enten have et internationalt kørekort, eller have det danske oversat til engelsk på ambassaden. Vel egentlig rimeligt nok.
Derfor kørte jeg på ambassaden og fik mit kørekort oversat til engelsk.
Pris: 350 kr.
Samtidig med at jeg var på ambassaden kom Helle Larsen, en Ph. D. studerende fra KVL, også.
Vi talte om denne horrible pris, og hun fortalte at hun havde fået lavet et internationalt kørekort på
5 min. i Danmark.
Pris: 25 kr.

Flot Claus!
Nå, det kan jo ikke betale sig at græde over spildt mælk, men lidt irriterende er det da! 

Derudover flyttede vi ind i vores nye kontor, som er beliggende i vores samarbejdspartners bygning.
Det er en forholdsvis velstillet nepalesisk NGO, og de har haft råd til at bygge deres egen residens.
Bygningen skulle have været færdig i august 1999, men det var den naturligvis ikke!
Deres lejekontrakt med det forrige sted, hvor de havde kontor, udløb 31/1 2000, så de var pisket til at flytte ind i deres egen nye bygning. Den er stadigvæk ikke færdig!
Kontorerne er da anvendelige, men der er lidt byggelarm.

Og så flyttede jeg for resten også i hus i denne uge.
Det er egentlig et hus, som en dansk familie har lejet. De bor helt ude i det vestlige Nepal, og blev trætte af, at bo på hotel (det kan jeg godt forstå!) når de kommer til Kathmandu.
Derfor lejede de dette hus, og vil godt have, at der bor nogen fast.
Så jeg lejer egentlig bare et værelse, og kan ellers benytte hele huset. Men så må jeg jo finde mig i, at de kommer med deres unger (to små piger) engang imellem.
Hvis de får besøg langvejs fra, skal disse også kunne bo i huset, men det meste af tiden har jeg huset for mig selv.

Og jeg har fået ansat en hushjælp 3 dage om ugen, som vasker tøj, gør rent og laver mad disse 3 dage.
Kanon!
Der er også "vagt" 24 timer i døgnet. Hvor meget vagt der er over dem er jeg ikke helt sikker på, men jeg kan forestille mig, at hvis de ikke er der, rygtes det hurtigt. Og så har jeg sikkert indbrud 1 uge efter!

Uge 9

Problemformulering!
Siger det nogen noget? Det burde det i hvert fald.
Det er hvad meget af denne uge er gået med.
Og det har jo været en utrolig spændende proces, med 1 skridt frem og to tilbage nogle gange.
Men jeg fik da sendt noget af sted, og jeg synes også at emnet er interessant.
Jeg skal skrive om mulighederne for, at lave noget indtægtsgenererende virksomhed i forbindelse med projektet.
Flemming og jeg mener, at det er vigtigt for at gøre projektet bæredygtigt på lang sigt.
Men for vores samarbejdspartner er det et ukendt begreb med forretningsmæssige indtægter fra et projekt. Der kommer jo udviklingsstøtte, så hvorfor bekymre sig om at tjene penge?

Det er en af akilleshælene ved udviklingshjælp, det animerer ikke lokalbefolkningen til at tjene penge på normal vis!