Uge 26

Har i denne uge mest arbejdet på, at færdiggøre mine spørgeskemaer, som jeg skal bruge i min research til min hovedopgave.
Jeg skal ned i projektområdet i næste uge og starte på mine interviews. Men først afprøver jeg spørgeskemaerne på folk i området nær vores field office, hvor jeg skal bo.
Jeg har hyret en oversætter, for folk ude på landet taler kun meget lidt eller intet engelsk. Han har en Ph. D. i agriculture, så han er godt nok uddannet.
Men jeg skal bruge en som taler godt engelsk, sådan at jeg er sikker på, at han forstår mine spørgsmål og kan stille dem ordentligt. Derfor er det også en fordel, at han er uddannet inden for samme område som jeg arbejder med.
Søndag tog jeg udenfor Kathmandu for at løbe. Det er dejligt befriende at komme væk fra al støjen og forureningen.
Men man slipper ikke for mennesker! Det er meget svært at komme et sted hen, hvor der ikke er mennesker. For her er det sådan, at hvis der er en sti eller lille vej, så er det fordi den bliver benyttet af lokale mennesker.

Uge 25

Mandag fortsatte Dr. Sah og jeg med at tage prøver i sissoo bevoksninger.
På et tidspunkt så jeg at han havde tabt bogbindet fra hans notesbog, og jeg gjorde ham opmærksom på det. Det skete i et øjebliks åndsfraværelse, for selvfølgelig var det ikke noget han havde overset. Han så det blot ikke som noget problem, at have dette farvestrålende papir til at flyve rundt i en ellers pæn skov.
Det er typisk nepalesisk. Der ligner simpelthen en svinesti overalt hvor der er mennesker. Selv højt uddannede mennesker, som burde vide bedre, smider fuldstændigt umotiveret affald væk overalt.
Nå, men vi blev færdige med vores målinger tidligt på dagen, og havde besluttet at tage natbussen mod Kathmandu om aftenen. Jeg skulle dog kun til Hetauda (4 timers kørsel fra Janakpur), da de udvalgte motivatorer (fra den tidligere omtalte træning) skulle have en informationsdag her.
Tilfældigvis var det samme bus som jeg kørte ned med, men denne gang kunne de heldigvis kun få billedet frem på skærmen, og ingen lyd (hæ hæ), så de opgav at vise video.

Jeg skulle endvidere møde min nye vejleder på Institute of Forestry, som jeg har fået tildelt efter at jeg har fået mit studievisa.
En betingelse for at få et studievisa er, at dit opgaveoplæg godkendes af en relevant uddannelsesinstitution, og du bliver herefter indskrevet på denne institution.
Det værste af det hele er, at de kræver 500 US $for dette. Penge lige ud af vinduet da jeg ikke har brug for vejledningen, og så er det ikke blot et greb i lommen.
Nå, men vi havde min nye nepalesiske vejleder til middag på vores motel, og han indvilgede i, at tale med lederen af instituttet, og prøve at få beløbet nedsat. Han vil nok ikke helt fravige kravet, for så taber han jo ansigt!
Vejlederen sagde at det ikke er normal praksis, så jeg formoder at jeg blot er offer for den omfangsrige korruption i Nepal.

Uge 24

I denne uge skulle de nyligt ansatte personer have en 5 dages session om projektet og dens præmisser.
Det var ikke noget som jeg skulle deltage i, men jeg gav en information om min uddannelse til Skov- og Landskabsingeniør, og hvorfor jeg er hernede.
Om fredagen skulle jeg ned til Janakpur i Teraiet (og i projektområdet) for at hjælpe en Dr. Sah, som er ved at lave en undersøgelse angående Sissoo træernes hendøen.
Undersøgelsen er finansieret af Skovdyrkerforeningerne i Danmark, grundet træets vigtighed for vores projekts målgruppe, som jo er de små private landmænd.
Jeg skulle med natbussen fra Kathmandu fredag aften kl. 1800, men afgangen var naturligvis udsat til kl. 1845. Jeg ventede på et rejsebureau nær busstationen, og fik kl. 1830 navn og nummer på bussen, som jeg skulle køre med. Så kunne jeg ellers gå over til bussen, og jeg var da på daværende tidspunkt fortrøstningsfuld, for jeg havde jo nummer og navn på bussen!
Navn og nummer min bare!
For det første hersker der (i det mindste for en fremmed som mig der ikke læser Nepali) totalt kaos på stationen, og jeg fandt aldrig ud af, om de har specielle områder for busser til de forskellige destinationer. Der var i hvert fald ikke nogen som kunne dirigere mig i den rigtige retning.
Jeg gik fra den ene ende af stationen til den anden nogle gange (ikke særlig behageligt med en tung taske).
Kl. blev 1900 og jeg var så småt ved at opgive, men nogle venlige nepalesere førte mig rundt på stationen og spurgte til min bus.
Kl. 1915 spurgte de en person på en bus, som var på vej ud fra stationen, og det var sørme den! Hurra for den obligatoriske forsinkelse i Nepal.
På det tidspunkt var jeg nu også temmelig træt af den totale mangel på planlægning i Nepal.
Men min reserverede plads var der, og det helt oppe foran, hvilket er at foretrække når man har noget længere ben end nepalesere.
Der er nogenlunde plads til benene, hvis ryglænene er oppe, men når folk vil sove og læner ryglænet tilbage, er der selv for nepalesere for lidt plads til benene.

Og så var det en Video Coach!
Flemming og jeg har altid grint lidt af dette, for vi har ikke kunnet forstille os, at det ville fungere. Men det ved jeg desværre nu, at de gør.
Efter at have rodet med videoen et stykke tid, fik buspersonalet videoen til at køre. Og det selvfølgelig med lydstyrken på meget høj, sådan at den dårlige lydkvalitet kunne høres af dem nede bagi fra højtalerne oppe foran.
Det var selvfølgelig en rigtig Bollywood film med lydeffekter som en karatefilm fra 70'erne, og en del dansescener.
Måske ikke alle ved hvad Bollywood er, men det er altså Indiens svar på Hollywood, og er faktisk det sted, hvor der produceres flest film i verden.

Jeg ankom til Janakpur kl.0530, og indlogerede mig på det hotel Rama, som efter sigende skal være det eneste hotel med en vis standard.
Så skulle jeg blot vente på Dr. Sah, som ville ankomme med fly senere på dagen. Jeg tog bussen, da en flybillet (enkelt) koster 61 US $og en busbillet 270 NRs (ca. 30 kr.). Når udlændinge har været her 6 måneder betaler de 50% mere end nepalesere, og da vil en flybillet til Janakpur koste 23 US $.
Det var planen at vi skulle starte med at sondere terrænet allerede lørdag, men Dr. Sah havde ikke fået lejet en bil, så vi kom først i gang søndag.
Så jeg tilbragte en dejlig varm og ubehagelig dag i Janakpur uden noget formål.
Men vi kom ud og tage prøver i forskellige sissoo bevoksninger om søndagen.
Problemet med leje af bil var, at det skulle være en bil som var indregisteret i Nepal. Man kan leje biler med indiske nummerplader, men disse er ofte stjålet, og kan derfor kun køre i umiddelbar nærhed af Janakpur, hvor politiet naturligvis er bestukket.
Monsunen er så småt ved at ankomme, men det regnede kun om natten mens jeg var i Janakpur. Det var selvfølgelig godt når man skal gå og tage prøver i bevoksninger, men til gengæld får man ikke den kølende virkning fra regnen.

Uge 23

Og så er det begyndt at regne en del, men det er ikke monsunen som er startet endnu.
På trods af, at det bliver noget pløret, og det ikke er optimalt for motorcykelkørsel, synes jeg at det er dejlig forfriskende med noget regn. Og det køler dejligt, så det ikke er så forbandet varmt.