Uge 31

Tirsdag d. 1 august ramte monsunen for alvor projektområdet.
Om morgenen da jeg var ude at løbe var det tørt, men lidt senere på morgenen begyndte det bogstaveligt talt at vælte ned med vand.
Jeg havde jo lejet denne indiske udgave af Willies Jeep, og det var med lærredsoverdækning. Og ingen vinduesviskere (men det har jeg for resten også selv kørt med i Jylland).
Så det er noget af en oplevelse at køre med sådan en bil i øsende regnvejr, og en nepalesisk chauffør som naturligvis kører lige så ringe som nepalesere flest.
Han formåede f.eks. at køre ind i en tyr!
Den gik godt nok ude på vejen, men det er jo ganske normalt her nede, og den gik rundt om sig selv uden rigtigt at vide, hvor den egentlig ville hen.
Det så på et tidspunkt ud som om, at tyren ville gå ud til den ene side af vejen. Men det ville jeg nu ikke stole på med sådan en.
Skovlen af en chauffør sætter naturligvis ikke farten ordentlig ned, og tyren vender selvfølgelig om igen og går over i vores side af vejen.
Gonk, en på siden af hovedet fik den.
Den rystede noget på hovedet, men kom vist ikke alvorligt til skade. Chaufføren kørte blot videre, så det får jeg aldrig at vide. Men den lå da ikke på vejen da vi kørte tilbage om eftermiddagen.
Desværre er det kun i Kathmandu, at man kan leje biler uden chauffør, for helt ærligt, så ville jeg foretrække selv at køre.
Det er virkelig en udfordring for ens nerver og tålmodighed at køre med en nepalesisk chauffør.

Monsunen er en årlig sikker begivenhed i Nepal medbringende en masse regn.
Man skulle tro, at de var godt tilvænnet, og havde lært at leve med den. Det har de vel også, men ikke på samme måde som jeg ville forvente.
En nepaleser går kun nødigt ud i regn.
Landarbejderne kan være tvunget til at arbejde i regnvejr, men ellers går alt stort set i stå når det regner i Nepal.
Eller et andet eksempel.
Torsdag i denne uge regnede det hele natten og om morgenen med.
Senere på morgenen, efter at det var stoppet med at regne, sagde vores Field Co-ordinator Sushil Gautam til mig 
"Nå, du var vel ikke ude at løbe her til morgen?"
"Jo, selvfølgelig var jeg da det, hvorfor skulle jeg ikke det?"
"Det regnede jo"
Hallo, hvad er problemet?
Men jeg må erkende, at jeg havde lidt problemer på turen, og vendte om på et tidspunkt, hvor jeg havde løbet 
ca. 1,5 Km i vand halvt op til knæene. Og det vel at mærket på en af disse lokale veje, som nærmest blot er et kærrespor, men hvor jeg før havde løbet tørskoet.
Vejen var bogstavelig talt et stort vandløb!
De lokale synes nok, at jeg er noget mærkelig, sådan at løbe (men det er der jo også danskere som synes!). Men at jeg så ydermere kæmper mig igennem vandmasserne, det må være rigtig underligt!

Torsdag var sidste dag for interviews, og fredag tog jeg derfor en af projektets motorcykler, for at køre en tur og have lidt tid for mig selv.
Jeg kørte op i de såkaldte "foothills", som for en stor dels vedkommende består af sand og grus.
Jeg stod af motorcyklen et par gange for at nyde naturen, og den ene gang gik jeg op af et vandløb.
På et tidspunkt sidder jeg 20 meter fra en lodret væg med ryggen til. Så hører jeg pludseligt et lille brag bagfra, og bliver lidt forskrækket, da jeg jo forventede at være alene. Det var jeg også, men der var faldet et stykke sandjord ned fra væggen.
Jeg ville gerne have et billede af væggen for at illustrere opbygningen og lagdelingen.
Det fik jeg også, og i den ene side løb der lidt vand og og grus ned. Det ville jeg også gerne have et billede af, og lige efter at jeg havde taget dette billede faldt der et stykke af denne del af væggen. Det fik jeg vist også et billede af. Kanon tænkte jeg, hvis billedet bliver godt.
Så kom der en hel lavine!
Ikke en kæmpe en, men stor nok til, at jeg ville have følt mig temmelig klemt hvis jeg havde stået ned under. Og der var også et mindre træ med, så det kan da godt være, at dette ikke var blevet skrevet i tilfælde af, at jeg havde stået det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Rent faktisk landede det yderste af lavinen højst 5 meter fra mig, og 30 sekunder før havde jeg overvejet at gå hen for at mærke konsistensen af jorden/sandet.
Nå, men så har jeg fået den oplevelse med. Og ganske lærerig tilmed.

Uge 30

Fortsatte min interviewrunde i det nepalesiske lavland.
Det skulle være monsun tid nu, men jeg synes nu ikke at det regner vældigt meget. Rent faktisk ville jeg ønske at det regnede noget mere. Så ville det ikke være så forbandet varmt.
Det har regnet om natten, men ikke helt vildt.
Varmen vænner man sig dog noget til, og hvis man blot accepterer at det er varmt, og at man dermed sveder en del, går det an.
Men jeg opholder mig mest muligt i skyggen, og har ingen intentioner om at blive specielt brun.

Og så blev bilen, som jeg havde lejet, konfiskeret af politiet i Janakpur i denne uge.
Mig og min tolk var inde og interviewe en savværksejer, og da vi kom ud kiggede vi forgæves efter vores bil. Først troede vi at chaufføren var kørt hen for at købe et eller andet, men nogle folk fortalte os, at bilen og chaufføren var blevet afhentet af politiet.
Bilen var på indiske nummerplader, og det er ulovligt at de kører fast rundt i Nepal.
Det vidste jeg godt i forvejen, men det er almindelig praksis, så jeg tog chancen.
Problemet er, at der ikke er betalt registreringsafgift af disse biler, men ejerne bestikker det lokale politi. Derfor kan bilerne køre frit i lokalområdet, men risikerer altså at blive knaldet uden for dette.
Bilen skal nok komme ud på gaden og køre igen, det er blot et spørgsmål om, at du betaler den fornødne bestikkelse.
Nå, men min tolk og jeg udførte nogle andre ærinder i Janakpur efter at have været på politistationen. Vi ville lige prøve at få bilen frigivet samme dag. Det hænder, at man som vesterlænding kan fikse sådanne ting ved blot at være, ja vesterlænding.
Det er uretfærdigt, men til tider ganske rart og bekvemt.

Næste dag kørte vi ind til Dhalkebar, hvilket er den nærmeste "by" fra vores Field Office, på motorcykel. Her lavede vi en aftale om leje af en indisk udgave af Willies Jeep.
Jeg blev nødt til at betale den samme leje, 1.200 nepali rupees per dag (ca. 125 kr.), som for den forrige bil, men så er den til gengæld på nepalesiske nummerplader.
Komforten er ikke så god som i den forrige bil, men så risikerer jeg da i det mindste ikke pludseligt at mangle en bil. Og så har man også den rigtige følelse af at være på feltarbejde.

For øvrigt fandt vi også ud af, at der er forskel på folk i Janakpur, og dem ude på landet.
Det var næsten umuligt at finde savværker i Janakpur, som ville give interview. Men ude på landet er folk meget venlige og imødekommende.
Det største problem er, hvis selve ejeren af savværket ikke er til stede. I disse tilfælde kan medarbejderne godt være lidt bange for at give interview. Men det kan jo også forekomme i Danmark.

Uge 29

Satte i denne uge igen livet på spil i en natbus til Field Office.
Jeg skulle ned og starte på mine interviews torsdag, og valgte at tage natbussen onsdag aften i stedet for, at spilde en hel dag i en bus.
Jeg tror heller ikke, at det er mere risikabelt at køre med natbus. Det forekommer at busser bliver kidnappet om natten, men jeg vurderer risikoen for at være så lav, at jeg tager chancen.
Og trafiksikkerheden taget i betragtning, så tror jeg egentlig at den er lidt bedre, for der er jo ikke så meget trafik.
Vi fik lavet nogle interviews med landmænd, og informationerne fra interviewene ligner meget hinanden, så det gør det jo nemt at analysere.
Lørdag brugte vi stort set hele eftermiddagen sammen med en Ph.d. i bl.a. filosofi. Det var jo ikke meningen, men jeg udfører mine interviews i kommuner, hvor projektet formentlig senere skal udvides til, og jeg finder det derfor hensigtsmæssigt, at have et godt forhold til folk.
Han var meget gæstfri, og bød os på Dal Bat. Senere tilbød han også at vi kunne overnatte hos ham, men det måtte jeg pænt takke nej til, for en skulle jo op og løbe næste morgen.
En grund til at han var så glad for vores besøg var vist også, at der nu endelig var nogle mennesker at tale lidt intellektuelt med.
De lokale landmænd er flinke mennesker, men uuddannede, og derfor ikke særligt vidende.
En mand som denne Ph.d. fungerer som naturlig leder i lokalsamfundet, og folk ser meget op til ham.
Man kan som vesterlænding synes, at det forekommer lidt mærkeligt når man ser, hvordan folk står på stikker for at tjene ham og os som gæster, men de ser det selv som en naturlig ting i livet.
Der sad f.eks. en mand med en vifte og kølede mig med en svag brise. Det var egentlig ikke så ringe endda!
I Nepalesernes terminologi er en gæst guddommelig, og det tror jeg da på (når jeg selv er gæst!).

Uge 28

Denne uge brugte jeg i Kathmandu på at rette mine spørgeskemaer til, og ellers starte på at skrive lidt af de indledende afsnit, hvor jeg ikke behøver indsamlede oplysninger.
Grunden til afbrækket i interviewrunden var, at Bishnu, min tolk, havde noget undervisning som han skulle udføre.
Bishnu har, som skrevet før, en Ph.d. i landbrug, men har i 1 år været arbejdsløs. Det lyder måske ikke af så meget for en dansker, men en nepaleser har ikke det danske sikkerhedsnet.
For et halvt år siden havde Bishnu en ulykke, hvor han slog hovedet alvorligt. I Nepal fik han at vide, at det ikke var alvorligt, men han fik en operation i Indien til hvad der svarer til 40 - 45.000 kr. Han er selv overbevist om, at han ville dø efter kort tid, hvis han ikke havde fået operationen. 
Pengene til operationen havde han ikke, men heldigvis kunne hans svigerforældre låne ham pengene.
Det får en til at tænke over, hvor heldig man er, at være født i Danmark.
Det er ganske almindeligt, at nepalesere uden midler kan gå rundt og lide under en sygdom, som måske i virkeligheden kunne behandles forholdsvis billigt. Det være sig både fysiske og psykiske sygdomme.

Uge 27

Kørte i denne uge ned til vores Field Office i Teraiet for at udføre tests af mine spørgeskemaer. Vi, Sushil Gautam (Field Co-ordinator), Amar (Sekretær), Bishnu (min tolk) og jeg, kørte om onsdagen i en godt fyldt Toyota Landcruiser.
Vi kørte bl.a. også forbi Sushils forældres hjem for at hente to sække med ris til vores madlavning i Field Office. Det var jo meget godt, men da vi skulle lave aftensmad næste dag, var der linser i begge sækkene. Han var dog rimeligt undskyldt, for det var faktisk rissække.
Nå, men heldigvis er der i Nepal sjældent særlig langt til et sted, hvor man kan købe ris. Så messedrengen måtte ud på en lille hurtig løbetur!
Resten af ugen fik jeg udført prøveinterviews med nogle landmænd, savværksejere, træhandlere og to (formentlig korrupte) distrikts skovkontorer. Nogle siger, at ministeriet for skovbrug i Nepal er notorisk korrupt.
Dette grunder i, at Nepals mest almindelige træ, Sal (Shorea robusta), er at sammenligne med teak, og derfor værdifuldt. Det har statsansatte skovfolk udnyttet på det groveste til egen vinding, men nu er meget af den gode store Sal væk.
Nu er træet totalfredet, men det er jo ikke vejen frem i et ordnet skovbrug. Men det er Nepals skovbrug for resten heller ikke!
Træet gror, og forynger sig selv, meget villigt, men det skal jo have fred til at blive modent. Træet kan faktisk kun forynges naturligt. Alle forsøg på at udplante og så Sal er mislykkedes.

Søndag kørte jeg tilbage til Kathmandu sammen med Amar og Giri (en af to Assistant Field Co-ordinators), men næsten halvvejs blev vi stoppet af en vejblokade lavet af jordløse nepalesere.
Jeg overvejede at beordre dem væk, men jeg mente ikke at det ville hjælpe, så vi besluttede at køre et stykke tilbage til en by kaldet Hetauda, og køre ad den gamle hovedvej til Kathmandu.
Denne vej har jeg kørt af før, og den er mere spektakulær end den nye hovedvej, men den er også mere snoet og trættende.