
Uge 2
Jeg ankom torsdag d. 13 januar, efter en begivenhedsløs flyvetur.
Man ankommer til en lufthavn, hvor alting virker totalt gammeldags, i forhold
til de high tech lufthavne man for få timer siden har oplevet i København og
Wien.
Det første man ser når man kommer ud fra lufthavnsbygningen, er en rand af
mennesker, og jeg kiggede forvirret rundt, for at få øje på min kommende
praktikvært Flemming Sehested.
Inden jeg så en hvid mand stå og vinke til mig, har jeg allerede fået tilbudt
nok 10 taxier.
Man kører godt nok sin bagage på en vogn, og før man ved af det, har man et
par nepalesiske unger til at gå og holde i vognen, som når man ser forældre
derhjemme med barnevogn.
Det kunne så være hvad det var, men så tror de gud hjælpe mig, at de skal
have rupees for ulejligheden!
Det er en ting man hurtigt må lære når man kommer til et fattigt land som
Nepal. Du kan ikke give penge til alle, som tigger om det!
Desuden må man tage det faktum i betragtning, at hvis f.eks. små drenge først
finder ud af, at de kan tjene mere ved at tigge på gaden end at gå i skole, er
det utrolig svært at få dem til at gå i skole igen (dette er ikke bare mine
egne betragtninger, men erfaringer fra folk som arbejder på børnehjem!).
Fredag havde Flemming (min praktikvært) nogle ting at ordne inde i Kathmandu,
og jeg fik bl.a. købt lidt tøj og lagt internetforbindelse ind på min
bærbare computer.
Flemming bor i Kathmandu, men det er i udkanten af byen, hvor der er mere ro og
lidt mindre forurening.
Lørdag var lidt spændende, fordi da skulle jeg køre ind til centrum af
Kathmandu på motorcykel. Det var ikke det at køre motorcykel som var det
tricky (jeg har motorcykelkørekort), men jeg havde aldrig prøvet at køre i
venstre side af vejen før, og derudover er den nepalesiske trafik mildt sagt
lidt hektisk.
Og en ting, de bruger simpelthen hornet hele tiden!
Flemming og jeg blev hurtigt enige om, at der må være en hornekspert (horny
mand?) på alle værksteder.
Søndag skulle vi på min første Field-trip til Teraiet.
Field-trip betyder blot, at man tager udenfor sit normale opholdsområde for, at
se og møde mennesker, som kan have relation til projektet i en eller anden
form.
Vi var et team, som bestod af Flemming, B. N. Regmi og mig selv.
Regmi er direktør for vores counterpart i Nepal, Nepal Agroforestry Foundation
(NAF), og det er denne organisation, som senere hen skal køre projektet videre i
Nepal når Danish Forestry Extension er taget hjem.
Vi kørte af sted kl. 0700, og ca. kl. 1200 var vi i Bharatpur, hvor vi skulle
besøge en lokal Non Goverment Organisation (NGO), Jwalamukhi Yuva Club Nepal (JMC
Nepal).
Organisationen har ekspertise og giver træning på forskellige områder såsom
sanitetsforbedringer, dyreproduktion (kød og mælk), produktion af Bamboo og
produktion af håndværk. Herefter indsamler organisationen varerne, og sørger
for distributionen til købmænd.
Finansieringen af projekterne står folk selv for i grupper, men de kan låne
penge igennem JMC Nepal.
Man skal her forstå, at lånemulighederne for almindelige folk ikke er gode i
Nepal (hvis de endelig får muligheden er renten tårnhøj!), men det er
samtidig med til at gøre folk mere engageret i projekterne, når de selv har
penge i klemme.
Uge 3
Mandag skulle vi møde det hold, som laver en antropologisk undersøgelse for
os. Denne antropologiske undersøgelse skal vise hvordan folks indstilling er
til projektet, og derudover komme med anbefalinger for, hvor vi mest
hensigtsmæssigt kan placere projektkontoret.
Mødet fandt sted på det lokale DFO Office (District Forestry Officer) i
Sarlahi.
På sådan et kontor er der vel 10-15 mand ansat, og de fleste går bare rundt
og kigger!
Der er meget korruption i den offentlige sektor i Nepal, og efter sigende er
skovbruget notorisk korrupt!
En DFO er måske udstationeret 2-3 år på en post, og denne post har han betalt
sig til. Men når han har betalt sig til den, skal han jo også have tjent disse
penge, og mere til, tilbage i løbet af denne periode!
Og hvis i tror, at det er fordi han er interesseret i skovbrug? Glem det!
Senere på dagen var jeg med til et interview på et savværk med en fra
holdet. Jeg forstod ikke meget, for de talte det lokale sprog.
Men det er da interessant alligevel, for man ser hvordan deres skikke er, og
bliver opvartet med deres milktee.
Denne milktee bliver man budt overalt, hvor man kommer frem i Nepal, og det
kan være en hård omgang at komme igennem.
For det første kan jeg bedst lide te (hvis det altså skal være!) uden mælk,
men derudover søder de den så meget, at sukkeret nogle gange ikke kan blive
fuldt opløst.
Generelt er nepalesere meget glade for søde ting, og når man beder om at
få sin kaffe sort uden sukker, kigger de lidt mærkeligt på en!
Tirsdag var vi ude og se en mønsterlandsby, hvad angår udvikling. Men her
har der også i tidernes morgen boet en englænder i flere år, som iværksatte
en masse projekter, og fulgte dem op.
Det var virkelig ude på landet, og vældig interessant!
I det hele taget kom vi denne dag ud i områder, væk fra hovedvejen, hvor
det er yderst sjældent at der kommer hvide mennesker.
Det er en lidt mærkelig fornemmelse, at køre igennem en landsby, hvor folk
lever næsten som vi andre gjorde for 200 år siden. Og det vel at mærke i en
stor Mitsubishi firehjulstrækker med air condition og elektrisk rudetræk!
Onsdag var vi ude med antropolog holdet, for at se deres arbejdsmetoder, og
for at vise dem, at vi tager deres arbejde alvorligt (og forventer et ordentligt
arbejde!).
Vi var bl.a. ude og se nogle lokales plantager, men det er nogle meget små
bevoksninger
(< 1 ha.), og de har et kæmpe problem med det mest plantede træ, Dalbergia
sissoo (kaldet Sissoo). Det hendør, og ingen ved rigtig hvorfor, men det synes
at være et fænomen lign. elmesygen.
Det er et meget vigtigt gavntræ i Asien, og bliver brugt til bl.a. finer,
møbler, trævogne, hjul og andre ting hvor styrke og elasticitet er påkrævet.
Men desværre er det også godt brændselstræ, og 70% af Nepals energiforbrug
kommer fra træ!
Teraiet var tilbage i 50'erne skovdækket, men efter at man fik bugt med
malaria flyttede folk hertil i massevis, og skoven blev ryddet til fordel for
landbrug. Og nu er træ så en mangelvare!
Tilbage i landsbyen overværede vi et interview med en gruppe kvinder. Det
var interessant!
En af hjørnestene i projektet er, at kvinderne skal inddrages mest muligt, og
de er også vældigt interesseret. Det er jo faktisk dem, som står for en stor
del af livets opretholdelse i dette samfund.
Kvinderne i denne gruppe var meget interesseret i at få undervisning i
skovbrug, men som nogle af mændene pointerede, så kan de jo ikke både gå til
undervisning og passe hjemmet samtidigt.
Mændene i dette samfund laver det grove og tunge arbejde i marken, men du for
dem under ingen omstændigheder til at lave husligt arbejde!
Senere på ugen skulle Flemming og jeg have Dal Bat (den altdominerende ret i
Nepal!), og Flemming insisterede på, at vi skulle spise den som nepaleserne
gør, med den ene hånd!
Ja, det er ikke kun arabere som spiser med hånden.
Det er nu ikke så slemt når man har vænnet sig til det, men det kræver dog
lidt øvelse.
Og jeg kan her tilføje, at de bruger heller ikke toiletpapir, men hånden
sammen med vand!
Om det er så slemt ved jeg ikke, men jeg har heller ikke prøvet det (endnu!).
Uge 4
I denne uge er der ikke sket det helt store, bortset fra at jeg havde
fødselsdag naturligvis!
Ellers er jeg gået i gang med at læse en rapport om skovbrug i forbindelse
med landbrug, lavet som bachelor rapport af Thorsten Søndergaard Larsen.
Rapporten blev lavet som forundersøgelse til dette projekt, men det er
alligevel lidt tørt noget af det!
Man må nok indrømme, at det går lidt langsommere hernede end der hjemme.
Og nogle dage sker der ikke meget, men man kan ikke gøre så meget ved det.
Fredag skulle vi på besøg hos en nepaleser fra et ministerium, som havde
inviteret Flemming ud og besøge hans forældre lidt uden for Kathmandu (jeg
blev så også inviteret med efterfølgende).
Det var Brahminere, en af de højeste kaster i Nepal.
Kastesystemet er officielt afskaffet ved lov, men det lever stadigvæk
videre, især på landet. Inde i Kathmandu, som er den eneste rigtig store by,
er det langsomt i opløsning, men det tager lang tid.
Ude på landet er det nogle steder sådan, at en bestemt kaste har en bestemt
funktion, f.eks. frisør, og resten af samfundet giver så føde til denne
person. Resten af tiden, hvor der ikke er behov for deres ydelser, laver de ikke
en dadel!
Men dette system kan naturligvis heller ikke overleve på længere sigt.
Nå, men tilbage til vores besøg hos denne embedsmand.
Vi blev rigtig opvartet (af kvinderne!), og det var interessant at se, hvordan
folk, som er velstillet efter nepalesiske forhold, bor og lever.
En lille firkantet, og aldeles ikke køn, kasse i grå beton med fire rum,
hvoraf det ene er køkken.
Og kulturen.
Vi hilste på hans forældre, kone og lillesøster, men man giver ikke kvinderne
hånden i Nepal. Og når man en gang imellem alligevel kommer til det, er de
helt rundt på gulvet, og ved ikke hvilket ben de skal stå på.
En anden ting. Brahminere må ikke drikke alkohol, men mange gør det alligevel!
Denne embedsmand bad Flemming om at holde ind ved en butik, hvor han kunne købe
øller til os. Det vil sige til hans fader, Flemming og mig.
Han kunne ikke købe øllerne så tæt på hjemmet, at de ville vide hvem han
var, og da vi skulle bære øllerne ind i huset foregik det meget diskret.
Hvorfor så kun øl til faderen, Flemming og mig?
Jo, ganske enkelt fordi hans forældre ikke måtte vide, at han drikker alkohol,
også selvom faderen selv drikker det!
Senere skulle vi så spise, men før hovedretten kommer, bliver der serveret
en bunke snacks. Alle mulige forskellige lokale snacks.
Hvis man ikke er opmærksom på det, eller kender deres skikke, kan man godt
forledes til at tro, at det er hovedretten man sidder og spiser. Det kommer
simpelthen væltende ind i en lind strøm.
Og det med, at det vælter ind, skal næsten tages bogstaveligt. For mens vi
mænd sad og konverserede, lavede kvinderne mad ude i køkkenet, og rakte det
ind i stuen gennem en lem i væggen.
Hvad siger i så drenge!
Lillesøsteren ville egentlig godt være med hvor der skete noget nyt, men hun
fik hurtigt besked på at gå ind og læse lektier.
Næste dag gik vi en tur med denne embedsmand, og satte os derefter op på
taget for at snakke, og vente på frokosten (Dal Bat).
Efter at have snakket frem og tilbage om forskellige ting, begyndte han at
snakke om, hvad han ville gøre for venner, og spurgte i den anledning hvad
Flemming ville gøre for hans venner.
Nu har Flemming og jeg jo ikke så svært ved at spille dumme, så vi foregav
ikke rigtigt at forstå, hvor han ville hen med disse spørgsmål.
Hvad vi inde i os selv kom frem til var, at han gerne så at vi hjalp ham til
Danmark, og måske endda sponsorerede ham (gennem lån naturligvis, men det er
det samme som at forære pengene væk hernede!).
Som nævnt før, er der meget korruption i den offentlige sektor i Nepal, og de
kan have meget svært ved at forstå, at man ikke kan gøre hinanden tjenester
som i Nepal!
Heldigvis havde Flemming (af erfaring) aftalt ,at vi kun ville overnatte
mellem fredag og lørdag, og ikke være der hele weekenden som de ellers gerne
så.
Embedsmanden, hans kone og lillesøster skulle køre med os tilbage til
Kathmandu, og konen er gravid, så hun brækkede sig. Det gør de nu ofte
alligevel, fordi de ikke er vant til at køre i bil.
Interessant oplevelse!
Søndag flyttede jeg på hotel, efter at have boet hos Flemming indtil nu.
Uge 5
Starten af ugen gik med forskellige gøremål såsom at sørge for, at få
lavet forretningskort og kuverter med foreningens logo på.
Umiddelbart lyder det jo ikke af meget, men sådan en simpel ting tager
alligevel lidt tid hernede, for leveringsfristen bliver konsekvent overtrådt,
og trykkene er ofte fejlagtige.
Her må jeg dog erkende, at jeg selv fejlede da jeg havde skrevet Co-ordinater
i stedet for Co-ordinator på Flemmings kort.
Og så fik vi bestilt møbler til vores kontor. 2 skriveborde, to rulleskabe
til at have under skrivebordene, en opslagstavle og et skab med glaslåger. Alt
sammen lavet hos den lokale snedker, pris ca. 2.400 kr.
Og så var det denne uge at jeg skulle på vandretur.
Turen købte jeg hos Highlander, som er et bureau Jysk Rejsebureau ejer, og hvor de i højsæsonen har en medarbejder siddende.
Turen skulle starte fredag morgen, og vi mødtes torsdag kl. 1700 for at få de
sidste detaljer af guiden.
Eller rettere sagt, jeg mødte op.
Der var to danskere som havde købt vandreturen hos Jysk Rejsebureau, og betalt
for den, men de mødte ikke op.
Og jeg havde ikke fået noget at vide, så jeg stod troligt nede ved bureauet om
morgenen.
Så nu måtte jeg blot vente på, at der kommer nogle andre som skal af sted.
Der kom et norsk par om lørdagen, som gerne ville på tur, og vi blev enige om
at tage en anden rute, hvor man kommer op i 4.600 meter i stedet for 4.000
meter.
Der var dog et lille problem. Hans bagage var ikke kommet med fra
mellemlandingen i London.
Men vi aftalte dog at mødes på Highlander kl. 1700 om søndagen, for at få de
sidste oplysninger af guiden angående hvad vi selv skulle medbringe, og hvad
selskabet ville have med til os.
Om søndagen havde han stadigvæk ikke fået sin bagage, og det var de jo ikke
helt tilfredse med på Highlander, for de havde lavet aftaler med bærere, kokke
og guider til om mandagen (men Alexander, ja det er altså navnet på den unge
nordmand, havde sagt til dem, at afgangen var betinget af at han fik sin
bagage).
Aftalen blev så, at hvis han ikke fik sin bagage om mandagen, ville han købe
de nødvendige ting for forsikringens penge, sådan at vi under alle
omstændigheder kunne komme afsted tirsdag.