Uge 14

En ganske almindelig uge.
Og så alligevel ikke!
Tirsdag var der en af disse "Ban days", erklæret af en voldelig kommunistisk fraktion.
Disse "Ban days" er en tilbagevendende begivenhed, men normalt går de blot ud på, at et politisk parti erklærer en "Ban day", og så er det "forbudt" at benytte motordrevne køretøjer.
Men denne "Ban day" var altså voldelig, og vi blev derfor anbefalet at blive indendørs hele dagen.
Risikoen ved at gå ud er, at du bliver skudt. Enten af en demonstrant eller af politiet!
Regeringen sagde godt nok, at der var så meget politi (7.000 var oplyst) på gaden i Kathmandu, at det var sikkert at gå ud.
Men alle kontorer holdt lukket, så der var altså ikke mange som stolede på regeringens ord!
Det gjorde jeg heller ikke, men jeg gik dog over til nogle venner om aftenen.

Uge 15 & 16

To ganske ordinære uger, og jeg har egentlig ikke så meget at fortælle herfra!

Uge 17

Søndag var vi kørt til Narayangadh i Teraiet, for at være klar til at overvære udvælgelsen af deltagere til et træningskursus for Motivatorer.
Vi skal bruge 11 motivatorer på projektet, men for at have nogle at vælge imellem, sender vi 22 på kursus.
En Motivator er en person, som tager ud til lokalbefolkningen og tegner og fortæller for at motivere folk til at modtage ydelser fra projektet.
Det lyder umiddelbart lidt skørt, men det kan jo være svært at ændre folks traditionelle handlingsmønster, og du kan derfor ikke blot komme med en ydelse, og så tro at folk tager imod med åbne arme.

Disse motivatorer bliver ansat med løn for en periode af 8-12 måneder, alt efter hvor lang tid det skønnes nødvendigt.
Det var derfor blevet besluttet, at ansøgerne ikke skulle vide, at der var et job i vente.
På den måde ville vi undgå plattenslagere.
Men så løb vi ind i et andet problem!
Folk kan jo godt søge om at komme på kursus, og så tage tilbage til deres nuværende job. Så det kunne godt være lidt svært at finde ud af, om ansøgerne vil være villige til at arbejde for os bagefter.
Og så i det område!
Menneskene i projektområdet er anderledes end andre steder, og kønsrollemønsteret er meget fastgroet.
Selv andre nepalesere er overrasket over hvordan kvinderne bliver behandlet.
Ved en af seancerne under optagelsesprøverne (meget moderne med gruppearbejde og fremlæggelser!) kom en mand med den udtalelse, at kvinderne bogstavelig talt bliver holdt inde i hjemmet de 5 første år efter deres bryllup.
Den dag var der en kvinde fra området til stede, og hun bekræftede denne udtalelse (Hun virkede også selv meget undertrykt)!

Det er i det hele taget svært at få kvinder til at søge, og senere at de får lov til at arbejde.
Mange skal have accept af deres mand og anden familie.
Der er ved at ske ændringer, men det tager nok flere generationer. Inde i Kathmandu går det naturligvis hurtigere end ude på landet, men det er stadigvæk manden som bestemmer (i hvert fald udadtil!).

Bortset fra det, så kedede Flemming og jeg os en del de fire dage det stod på, for vi forstår ikke Nepali.