Uge 22

I denne uge har jeg i forbindelse med indsamlingen af primære data til min hovedopgave prøvet at finde ud af, hvad jeg gerne vil vide, hvorfor, hvordan, hvor, hvor meget m.v.
Derudover havde vi en dag med introduktion til Participatory Rural Appraisal (PRA), hvilket er et meget fint værktøj til, at få befolkningen til at tænke over deres egen situation, og derefter selv komme med forslag til, hvordan de vil løse deres problemer.
Men det er ikke kun til brug i U-lande. Faktisk er det udviklet i USA til brug der.
Hele ideen med værktøjet er, at de lokale bedst ved, hvad de behøver, og blot skal hjælpes i gang af udviklingsarbejderen. Denne skal altså kun virke som igangsætter.

Uge 21

I denne uge fik jeg så langt om længe mit studie visa (så nu behøver jeg ikke at "tabe" mit pas)!
Det har taget lidt tid, men jeg kan egentlig ikke beklage mig over den nepalesiske sagsbehandling. Den har været rimelig.
Problemet har været, at jeg først skulle lave et anderledes opgaveoplæg end vi normalt bruger på Skovskolen, og derefter skulle have en skriftlig godkendelse af dette nye oplæg fra Skovskolen i Danmark. Dette skulle jo så med posten, og det tager 3 - 4 uger.
Onsdag tog Flemming, Regmi (direktøren for vores samarbejdsorganisation i Nepal), Sushil (den nyligt ansatte Field Co-ordinator på projektet) og jeg til Lahan, for at overværede de sidste dage af træningen af motivatorerne.
På vejen ned til lavlandet startede der pludseligt en kø med uanet længde. Vi fandt ud af, at der havde været et jordskred kl. 0300 om natten, og der var ingen gravemaskine!
Vi kunne godt forestille os, hvor lang tid det ville tage at få en sådan frem fra Kathmandu, og derefter at køre i en kæmpe kø, hvor busserne vil køre endnu mere sindsygt end ellers.
Derfor valgte vi at køre et stykke tilbage (1 1/2 time), og køre af den gamle vej fra Kathmandu til Hetauda i Teraiet.
Vi har kørt af denne vej før, og den er faktisk flottere end end den nye, men også meget mere snoet. Derudover bliver den ikke vedligeholdt lige så godt som den nye hovedvej, og der er derfor større risiko for, at vejen er blokeret af jordskred. Det lyder måske lidt fjollet i denne sammenhæng, men sådan forholder det sig altså!
Nu når regntiden begynder tror jeg ikke, at vi vil køre ad denne vej.

Men vi kom da til Lahan, og uden at vejen var blokeret af utilfredse folk.
Torsdag var ren afslapning, for deltagerne i træningen skulle arrangere en picnic som led i træningen. 
Vi fik at vide, at det skulle være ude ved en cementfabrik. Så Flemming og jeg frygtede at vi skulle sidde i umiddelbar nærhed af en stor osende fabrik, men det var heldigvis et godt stykke væk.
Det var i det der kaldes Churia Range (små bjerge som ligger imellem Teraiet og Himalaya bjergene), og det var et virkelig flot område med Shorea robusta, hvilket er et træ som har egenskaber meget lig Teak.
Skovbrugsmæssigt kunne det med en ordentlig forvaltning udnyttes meget bedre.

Fredag kørte vi til Dhalkebar for at se til vores kommende projektkontor. Udlejerne, som er den lokale Røde kors organisation, havde lovet at alle reperationer m.v. ville være færdige pr. 1 juni.
De var ikke end gang gået i gang endnu, og dette var fredag d. 26 maj!
Men vi talte med et par folk fra Røde kors, og gennemgik reperationslisten igen. Så må vi jo se hvad der sker.
Søndag kørte vi hjem, og var godt trætte da vi ankom til Kathmandu.
Der er temmelig varmt i Teraiet, og Flemming og jeg sover langt fra optimalt i disse omgivelser. Og jeg var nødt til at stå op kl. 0500 om morgenen for at løbe. Det er simpelthen for varmt om dagen.

Uge 20

Søndag i sidste uge tog jeg på rafting sammen med Liv, Thomas og 4 andre personer i to dage.
Vi tog af sted tidlig søndag morgen, og kørte i 3 timer for at komme til lejrstedet.
Det var nu ikke den bedste lejrplads, men når det kun var for en nat kunne det gå an. Der blev lavet bivuakker ved hjælp af gummiflåderne og noget presenning.
Ganske udmærket at sove under, hvis der altså ikke kommer en kraftig regnbyge. Men det gjorde der heldigvis ikke.
Der ligger en fast lejr med telthytter lidt nord for, hvor vi overnattede, men det er så til gengæld også noget dyrere. Vi gav blot 40 US $for de to dage, og de var godt givet ud.
Jeg havde frygtet at der ikke var nok action, og at det kun var nogle små tøse fosser, som vi skulle igennem. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket.
Jeg formåede endda at falde i vandet samtidig med guiden, og i den forbindelse prøve et par fald uden for flåden. Så det kan man jo ikke klage over!
Resten af ugen brugte jeg på at studere i forbindelse med min hovedopgave.

Uge 19

Vi kom som skrevet til Lahan. En af disse typiske byer med hovedvejen midt igennem.
Der er temmelig støvet (og varmt) i Nepal på denne årstid, og når man kigger ned af en gade i disse hovedvejsbyer, minder det en om en by fra det vilde vesten.
Især Lahan viste sig at leve op til en by i det vilde vesten.
En ung mand på den restaurant hvor vi spiste påstod godt nok, at der ikke sker noget i Lahan. Men det viste sig ikke at være rigtigt.
Der var både slåskamp og offentlig hængning!
Nå, offentlig var hængningen nu ikke, men der var en ung mand som havde hængt sig en morgen (ikke at vi så det!).
Og det er i bund og grund en sørgelig historie om en ung mand med en far, som tilsyneladende altid var på nakken af ham. Det kunne han åbenbart ikke klare i længden.
Slåskampen var om en mand, som var meget ophidset overfor en af disse rickshaw chauffører. Det var tilsyneladende over et cykeldæk!
De kommende dage overværede vi træningen af de kommende "Motivators".
Efter ankomst til Kathmandu kom jeg langt om længe i gang med indsamling af datamateriale til min hovedopgave.

Uge 18

Denne uge stod i ansættelsessamtalernes navn.
Nu kan vi rigtig begynde at se, at der sker noget. Ansættelsessamtalerne i denne uge var for at finde en sekretær, to Assistant Field Co-ordinators og en Field Co-ordinator.
Jeg har stået for at udforme skriftlige tests, men jeg har dog "lånt" andre steder fra.
Problemet er også, at man ikke ved præcist hvad de lærer i Nepal, og så naturligvis, at jeg ikke har lavet sådan noget før.
Men det har da været spændende og lærerigt.
At afholde sådan nogle tests og samtaler, og få det hele til at klappe er en udfordring. Men det er jo blot et spørgsmål om planlægning!
På trods af dette var det alligevel en slags prøve/eksamen for mig også.
Og en stor brøler må jeg jo desværre erkende mig skyldig i!
For sekretærerne var der en bogføringsopgave, og det gik egentlig også ganske fint. Indtil sekretæren hos vores samarbejdspartner (hvor vi har vores Kathmandu kontor) kom og spurgte om de ikke skulle have lommeregnere?
Det havde jeg overhovedet ikke skænket en tanke.
Nå, men vi fik samlet nogle lommeregnere sammen som de måtte deles om. Men det var nu heller ikke de store regnestykker, som de skulle igennem (blot lidt minus, og ellers skulle de blot bogføre beløb korrekt).
Samtalerne brugte vi tre dage på.
Fredag begyndte jeg at besøge organisationer i Kathmandu, for at indsamle materiale til min hovedopgave. Men det er vist ikke meget der findes indenfor dette område, som er privat træsalg.
Langt de fleste erfaringer som findes med hensyn til indtægtsgenererende virksomhed er indenfor Community forestry, og det passer ikke helt ind i vores koncept.