Uge 10

I denne uge skulle jeg til bryllup hos direktøren for vores samarbejdspartner NAF.
Forvarslet kom ikke lang tid før, en uge!
Men det er vist meget almindeligt hernede.
Hvis man går traditionelt frem, foregår processen op til brylluppet på den måde, at familien "rekognoscerer" efter passende emner for et giftermål.
Her drejer det sig for mange også om, at man ikke gifter sig med en lavere kaste. Hvis du f.eks. som Brahmin, som er en af de højeste kaster, gifter dig med en lavere kaste, bliver du til Chetri (kasten lige under Brahmin).
Det kan du jo så miste anseelse på overfor nogle mennesker.
Nå, men disse mulige ægteskabsemner mødes og kan se hinanden an, og hvis de ikke bryder sig om det de har mødt, behøver de ikke gifte sig (i hvert fald ikke altid).
Der kan altså godt være tale om, at du møder mange forskellige emner.
Som skrevet går det så til gengæld hurtigt, når du som mand har været ved brudens far og fået godkendelse af giftermålet.

Brylluppet foregik nede i teraiet, hvor begge personer kommer fra, og jeg tog derned sammen med 5 nepalesere fra NAF's kontor og Jesper som er på besøg fra Danmark.
Det foregår over to dage. Første dag er hos brudens familie, hvor selve vielsen sker ved en masse forskellige ceremonier, som jeg ikke rigtig kunne følge med i (det kunne brudeparret heller ikke selv!).
Ved slutningen af dagen (i dette tilfælde ca. kl. 1900) kører brudeparret til brudgommens familiehjem (forældrenes), og ordner vel så hvad der skal ordnes.
Men bruden havde da et betroet kvindeligt familiemedlem med som "anstandsdame". Man må jo forstå, at det nepalesiske samfund er meget puritansk med hensyn til sex før ægteskabet, så de er fuldstændigt uerfarne med denne situation.
På andendagen møder man så op hos brudgommen for at spise. De kalder det faktisk selv den store "eating day".

Generelt er det egentlig ret kedeligt sådan et bryllup. Man sidder bare der og kigger.
Men man for da noget opmærksomhed når man kommer som hvid mand!
Og så var der lokal musik. Det er noget med horn og fløjter, og kan egentlig godt blive lidt enerverende i længden.
Men sidst på førstedagen danser mændene. Ja, kun mændene, for kvinder danser traditionelt ikke (at nogle piger så gør det på diskoteker i Kathmandu er en anden sag!).
Men det er nu lidt ærgerligt.
De dansede og dansede, og så fik de selvfølgelig øje på Jesper og mig (det er faktisk temmelig svært at gemme sig blandt disse kortbenede nepalesere!). Men det var svært at undslå sig, og man kunne jo egentlig ligeså godt fordrive tiden med at danse, som bare at sidde og glo.
Så jeg dansede, og efter at jeg havde danset den første dans, blev jeg senere hevet ud til en dans mere. De var helt vilde med min dans, så nu har jeg prøvet, hvordan det må føles at være John Travolta i Saturday Night Fever (hvis i lover ikke at grine, sætter jeg måske et billede ind af begivenheden!).

Da vi skulle køre på andendagen hjemme hos brudgommen, kom hans bror pludselig og sagde, at jeg skulle da lige danse lidt for dem inden jeg kørte.
Det gjorde jeg så i samarbejde med nogle af dem fra kontoret.
På hjemvejen overraskede nepaleserne mig en hel del. På overnatningsdagen havde jeg købt nogle øl, og de fik hurtigt ben at gå på.
Fint nok, men jeg er jo også dansker!
Men på hjemvejen stoppede vi op i en lille by, og så skulle vi have øl. Senere stoppede vi op igen, og jeg spurgte i min uvidenhed om, hvad der nu skulle ske? Jamen vi skulle da have øl!
Men så steg de jo også straks i respekt!

Vel ankommet hjem, brugte jeg resten af arbejdsugen på at investigere efter bøger til et bibliotek, som vi vil oprette.

Om lørdagen løb jeg for første gang med i en klub som hedder "Himalayan Hash Club Harriers".
Det er egentlig en verdensomspændende uofficiel organisation kaldet "Hash Club Harriers", som arrangerer løbeture en gang om ugen.
De er lidt skøre nogle af dem som er med, og øldrikkeri er en ligeså vigtig bestanddel som løbet. Men kan acceptere islættet af den barnlige mandlige sjæl, så virkede det faktisk meget morsomt.

Selve løbet foregår på den måde, at der er en som har afmærket ruten med bitte små papirstykker fra en makuleringsmaskine, og så gælder det om at følge disse (hvis man kan finde dem!).
Det er nemlig ikke altid at de er nemme at finde, og du kan derfor godt komme til at løbe ud af et blindt spor. Og især ved spordelinger ligger papirstykkerne nogle gange temmelig langt ude, så det er jo dem som løber forrest som må agere spejdere (men det giver jo blot lidt ekstra træning).

Uge 11

Mandag i denne uge skulle jeg have mit turistvisa fornyet. Jeg skal have mig et studievisa, men det går over Tribhuvan University, hvor jeg skal have en research tilladelse.
Og så beder de naturligvis altid om nogle andre papirer end dem man har med!
Jeg fik min forlængelse af mit turistvisa, og det var egentlig meget godt, for mit hidtidige visa udløb samme dag.
Men jeg skal have et studievisa, hvis jeg vil blive i Nepal resten af året, for man kan højst få turistvisa i 5 måneder per år.
Mine andre gøremål i denne uge har været, at skrive på et spørgeskema til nogle Forest Rangers som vi skal ansætte.
Jeg har lavet et multiple choice spørgeskema, og nogle af spørgsmålene har jeg hæmningsløst snuppet andre steder fra, men nogle har jeg selv fundet på.
Det har jeg forsøgt at gøre ud fra en liste over de fag og emner de har haft på skolen, men jeg skal da have nogle nepalesere til at se spørgsmålene igennem, sådan at jeg ikke spørger om noget man ikke med rimelighed kan forlange at de kan svare på.

Uge 12

En uge med en masse kørsel.
Første del af ugen gik med normalt arbejde på kontoret, og torsdag/fredag skulle vi så til Teraiet på Field-trip. Field-trip er i store træk blot en betegnelse for, at man skal uden for kontoret.
Denne Field-trip havde det formål, at vi skulle ned og kigge på lokaler til information og interview af motivatorer, som vi skal ansætte.
Vi så på nogle lokaler i Narayanghat, hvilket logistisk er en udmærket by. Men vi skulle selvfølgelig se på nogle andre lokaler, og her endte vi bl.a. et sted ude i Royal Chitwan National Park.
Vi måtte køre igennem en flod for at komme derud, og lokalerne var i rigtig jungle lodge stil. Selv om det ikke er Afrika ville en bog af Hemingway have været passende til atmosfæren.
Set med en Skov- og Landskabsingeniørs indskrænkede hjerne ville det have været det helt rigtige sted at afholde informationsmøder, men man må jo også se lidt rationelt på tingene i et urationelt land.
Flemming og jeg kunne uden de store problemer udmærket forestille os, hvad der ville ske, hvis 12 mennesker skulle afhentes hver morgen 30 km. væk. 3-4 personer ville mangle hver morgen.
I samme åndedrag, som vi var i Nationalparken, fik vi en ide om, hvordan det er at være på safari i området. Vi så flere selskaber på ryggen af elefanter og folk som slentrede rundt i lokalområdet.
Da var jeg glad for, at jeg ikke havde betalt i dyre domme for en safari.
Det var simpelthen så overfyldt med turister, som så ud til at føle, at nu var de rigtig ude og se hvordan de lokale bor.
Og som en bemærkede "De er sikkert betalt for at se fattige ud" citat slut.
Vi endte da også op med at vælge lokalerne i Narayanghat, som i øvrigt også var de billigste.

Allerede søndag kørte Flemming og jeg ned til Teraiet igen for at underskrive kontrakt på leje af kontorlokaler.
Underskrivelsesdagen var egentlig først tirsdag, men i Nepal er der nogle gange annonceret såkaldte "banned days" af forskellige politiske fraktioner.
På disse dage er det "forbudt" at bevæge sig rundt ved hjælp af motorkøretøjer.
Derfor måtte vi tilbringe en mandag i Janakpur, hvilket stort set vil svare til en søndag i Nørre Snede.
Nå, men sådan en dag er der i det mindste ro i byen, og det var ikke så ringe endda.
Vi blev guidet ud og se en Sissoo plantage og nogle små savværker. Så dagen var da ikke helt spildt!

Uge 13